Urinvejslidelser - FLUTD
Til Dyrlægerne. Jeg er den lykkelige ejer af en dejlig kat, ”Fine”.
”Fine” er en 4 år gammel huskat. ”Fine” lever et trygt og godt liv sammen med mig i min lejlighed på 4. sal og kommer kun ud i snor. Hun har et godt helbred og har, udover indlæggelse i forbindelse med sterilisation, kun været til dyrlægen, for at få foretaget det årlige sundhedseftersyn. Dyrlægens eneste anmærkning er, at hun er lidt for tyk. Jeg har dog skåret ned på mængden af Whiskas og hun har allerede tabt sig lidt.
Nu er jeg imidlertid bange for, at jeg måske skal til, at kontakte dyrlægen igen, idet ”Fine” på det seneste har opført sig underligt. Hun er begyndt at tisse mere hyppigt end hun plejer samt at tisse uden for bakken, noget hun ikke har gjort siden hun var en lille killing.
Derudover gør hun sig meget rent ved numsen. Det, som har bekymret mig mest, er dog at hun har tisset i altankassen, som i denne tid jo er belagt med hvid sne. Hun har gjort det to gange, den første gang var jeg ikke sikker, men den anden gang var jeg ikke tvivl, der var blod i hendes urin. Min nabo siger det kan være løbetid, men ”Fine” er jo steriliseret, så det tror jeg ikke.
Hvad mener I der kan være galt?
Med venlig hilsen
PJ
Kære PJ
Jeg tror heller ikke der er tale om løbetid – dels er ”Fine” steriliseret og selvom hun ikke var, så bløder en kat ikke som, f.eks. en hund gør i sin løbetid.
Der kan være flere årsager til ”Fines” opførsel, men udfra din beskrivelse tror jeg der er tale en irritation i de nedre urinveje. Blandt dyrlæger bruges betegnelsen FLUTD, Feline Lower Tract Disease, om de symptomer ”Fine” udviser – nemlig hyppig urinering eller forsøg på urinering, besvær med at afsætte urin, urinering udenfor kattebakken, blod i urinen og hyppig soignering af penis/skede.
Begrebet FLUTD dækker således alle lidelser i de nedre urinveje, som giver ovennævnte
symptomer. FLUTD optræder hos katte i alle aldre og ses hos begge køn. Forløbet af sygdommen er dog potentielt farligere hos hankatte, da disse har et længere og tyndere urinrør med større risiko for obstruktion (at det helt stopper til) til følge. Komplet obstruktion af urinrøret resulterer i urinstop, hvilket er en meget alvorlig situation og kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.
I omkring 50% af tilfældene findes årsagen til FLUTD ikke. I de tilfælde, hvor der findes en årsag, er urinkrystaller den hyppigste. Disse krystaller irriterer blærevæggen og giver de typiske symptomer. Krystallerne kan samles til deciderede urinvejssten, som oftest i blæren, men de kan også findes i nyrerne, urinvejslederne og urinrøret.
To forskellige typer krystaller dominerer, struvitkrystaller og oxalatkrystaller. Krystaller af struvittypen kan opløses, mens dette ikke tilfældet med oxalatkrystaller. Dette har stor betydning i behandlingen og forebyggelsen, idet oxalatsten skal opereres ud, mens struvitsten kan opløses ved at fodre katten med et specialfoder.
Andre årsager til FLUTD-symptomer inkluderer: bakterieinfektion, traume, f.eks. bidsår, nerveskader samt cancer.
Selvom årsagen til FLUTD i mange tilfælde ikke findes, er der identificeret nogle disponerende faktorer, blandt andre: overvægt, nedsat aktivitetsniveau, kastration, uren kattebakke samt fodertype.
Jeg vil anbefale dig at kontakte din dyrlæge og få ham til at undersøge ”Fine”. Hvis der er tale om FLUDT, er det vigtigt at I sammen prøver at lægge en plan for at eliminere nogle af de disponerende faktorer, idet mange FLUTD-patienter ellers vil få tilbagefald.
God bedring med ”Fine”.
Med venlig hilsen
Dyrlæge Michael A. Butler