Marsvin med røde ører
Spørgsmål:
Følgende spørgsmål kommer fra K.S. Han har et han marsvin som tit får røde og varme ører. K.S er bekymret og spørger, om hans marsvin sveder. Han fortæller desuden, at marsvinet er skaldet bag ørerne. K.S. har læst, at det kunne skyldes dårlig trivsel og orm. Han opsøgte derfor dyrlægen, som ikke kunne finde noget unormalt.
Svar:
Svar:
Kort kan jeg svare, at jeg tror K.S. kan være helt ubekymret. Specielt nu, da hans egen dyrlæge har undersøgt marsvinet og ikke fundet noget unormalt. Alle marsvin har en lille bar plet bag ørerne. Det er helt naturligt. Ligeledes tror jeg fænomenet med de røde, varme ører er helt normalt fysiologisk. Jeg har set det hos vores egne marsvin. Specielt, når de havde løbet rundt og leget med hinanden. Marsvin kan ikke svede, som vi mennesker kan. For at ”komme af med varmen” må de ty til andre varmeregulerende foranstaltninger. Her kommer de små søde marsvin ører til hjælp.
Øreflapperne hos marsvin er små, tynde og hårløse. Når marsvinet har det for varmt, vil de små fine blodkar i øreflapperne udvide sig, således mere blod kan løbe igennem på kortere tid. Disse blodkar ligger lige under huden i øreflapperne og blodet vil derfor afgive varme til den omkringliggende luft og dermed blive afkølet. Når dette sker, vil vi se det, som om ørene bliver ekstra røde og varme.
Hvis nu K.S. havde fortalt, at ørene var konstant røde og kløende, da ville jeg få mistanke til øregangsinfektion eller mider. Ligeledes, hvis marsvinet i øvrigt kløede sig andre steder på kroppen eller havde eksem, sår eller meget skæl. I så tilfælde kunne det være en infektion med pels- eller skabmider.
Så K.S. Hvis dit lille marsvin ellers virker sunde og rask. Har blank pels og klare øjne. Spiser normalt. Har normal vægt og i øvrigt er glad og aktiv, da synes jeg du skal slippe dine bekymringer og nyde dette lille charmerende dyr, som marsvinet er. Et perfekt lille kæledyr som både børn og voksne kan have rigtig meget glæde af.
I vores familien fik vores døtre 2 små marsvinekuldbrødre for år tilbage. Disse blev hurtigt hele familiens kæledægger, som jeg tit fandt mig selv snakkende med, når jeg var alene i huset. Eneste uforstående individ i huset var vores Cairnterrier, Tessie, som valgte at ignorere dem fuldstændig. Umuligt for os andre, da vores små mutter (som marsvinefolk tit ynder at kalde deres marsvin) var meget snakkende, specielt når, der blev snittet grøntsager.
DyrlægeBerit Aakjær Sørensen