Da isbjørnen Lars blev syg

Vi var med, da isbjørnen Lars fik undersøgt hans lever.

Trist farvel til Aalborg Zoo`s Isbjørn Lars

 

At være dyrlæge på Aalborg Dyrehospital er altid spændende. Dagene er for det meste alsidige og fyldt med dejlige dyr og søde dyreejere. Nogle dage er dog helt specielle. Dage, som jeg vil huske i hele mit liv. Deriblandt var dagen, da min kollega dyrlæge Mette Rønn-Landbo og jeg deltog i teamet i Aalborg ZOO omkring operationen af Sumatra-tigeren Kim. Kim fik dengang fjernet en svulst i sin mælkekirtel og Mette og jeg var indbudt i kraft af vores specialer indenfor ultralydsscanning og onkologi.

 

Så da ZOO`s dyrlæge Trine Hammer Jensen for et par uger siden ringede for at spørge til vores assistance, da sprang Mette og jeg til med det samme. Denne gang drejede det sig om den gamle isbjørn Lars på knap 24 år.

 

For ca. 4 uger siden blev Lars bedøvet i Aalborg ZOO for at få behandlet en flækket tand. I den forbindelse blev der udtaget en blodprøve, som efter analyse viste meget høje leverværdier. Det bekymrede Trine, da hun viste, at isbjørne havde en øget risiko for at få leverkræft.

Dette var Trines baggrund for at kontakte Mette og jeg. Da Mette er specieluddannet til at udføre ultralydsscanning og jeg har mit speciale inden for kræft, da var det nærliggende, at vi stak hovederne sammen for at udtænke en plan for Lars`s videre undersøgelse.

 

Planen for undersøgelse af Lars

Således mødte vi op i Aalborg ZOO. Mette, jeg og vores veterinærsygeplejerske Dolly Toft. Spændte, fordi det alligevel i vores hverdag er helt specielt at få lov at komme så tæt på en isbjørn. Men også lidt triste, fordi vi var bange for, hvad vores undersøgelse ville betyde for denne gamle værdsatte isbjørn.

 

Dyrlæge Trine H. Jensen havde skaffet mulighed for at låne en flytbar ultralydsscanner af Per Riber Rasmussen fra firmaet Eickemeyer. Jeg havde medtaget mikroskop og materiale til at udtage celleprøver. Desuden bestod dagens hold af Lars`s dyrepassere og andre faglige personer.  

Dagens plan var, at vi lige efter Lars blev bedøvet skulle udtage en blodprøve, for igen at tjekke Lars`s levertal og undersøge hans blods evne til at størkne. En syg lever kan nemlig forårsage nedsat evne til blodkoagulation. Dette var vigtigt, idet vi efter en leverbiopsi helst vil undgå blødning. Herefter skulle dyrlæge Mette Rønn- Landbo og Per Riber Rasmussen i samarbejde ultralydsscanne Lars`s bugorganer. Hvis der blev fundet noget mistænkeligt, da ville vi udtaget først en celleprøve og derefter eventuelt en leverbiopsi.

 

Undersøgelse af Lars i bedøvelse

Tidlig mandag formiddag stod vi alle klar udenfor Lars stald. Trine skød Lars med en bedøvende pil. Meget hurtigt og ukompliceret blev han træt og fald i søvn. Bedøvelsen foregik stille og roligt og uden Lars blev alt for stresset. Hans bedøvelse blev vedligeholdt med narkosegas- på samme måde som hos mennesker. Hjerterytme og iltindhold i blodet blev overvåget vha. specielt udstyr.

Blodårer på isbjørne ligge dybt og kan være svære at ramme. Heldigvis fandt Mette ved hjælp af ultralydsscanneren en blodåre i bagbenet og blod blev udtaget. Vores veterinærsygeplejerske kørte straks tilbage til Aalborg Dyrehospital for at analysere blodet. I mellemtiden blev Lars barberet, således Mette kunne foretage ultralydsscanningen. Udefra kunne vi allerede mærke, at der lå en udfyldning inde i maven på Lars. Desværre viste ultralydsscanningen, at der lige bag lever/milt lå en meget stor knudedannelse. Mette kunne dog umiddelbart ikke med sikkerhed se, om det var en knude udgående fra lever eller milt.

 

En opringning fra Dolly fra dyrehospitalet gav os den viden, at Lars blod evnede at størkne, men desværre også, at hans levertal var steget yderligere på de 2 uger, der var gået siden tandbehandlingen.

Næste skridt var herefter at undersøge, om den fundne knude var ondartet. Om der var tale om kræft. Scanningsguidet udtog Mette celleprøver fra både lever, nyrer og knuden. Straks farvede jeg celleprøverne og vurderede disse i mikroskopet. Celleprøven fra leveren viste unormale forhold med kun meget lidt normalt levervæv. Cellerne fra knuden viste, at denne udgik fra leveren. Levercellerne fra knuden viste mange tegn på ondartethed. Min konklusion var, at der var stor sandsynlighed for leverkræft.

 

Lars fik fred

Efter grundig overvejelser, hvor alle vores undersøgelser samt Lars`s alder og hans ændrede adfærd blev taget i betragtning, besluttede Aalborg ZOO, at det mest rimelige var, at lade Lars få fred. Dyrepasseren fortalte, at det var tydeligt, at Lars de sidste dage ikke havde haft det godt. Så den tunge beslutning blev taget. Lars måtte af dyreværnsmæssige årsager aflives.

 

Aflivningen foregik stille og roligt mens Lars stadig var bedøvet. Han fik en overdosis af bedøvelsesmiddel i en blodåre og hans hjerte stoppede stille og roligt.

Det er aldrig sjovt at aflive et dyr. Værst var det for Lars`s dyrepassere, som naturligt var kede af det. Når man har så tæt et forhold til et dyr så mange timer hver dag, da vil der opstå et bånd til dyret og det gør ondt at skulle tage afsked. Samtidig fornemmede jeg også en lettelse over, at vi havde fundet ud af, hvad der var med Lars og at han ikke led mere.

 

Efter Lars død obducerede ZOO`s dyrlæge ham og som vi havde forventet, var der en virkelig stor svulst i bagkanten af Lars`s lever. Trine udtog prøver fra svulsten og Lars’s andre organer som dog så normale ud. Alle prøverne er sendt til laboratorium for at indgå i forskningsprojekt, så vi kan få større kendskab til leverkræft hos isbjørne.

Leverkræft er en lusket sygdom, da kræften ofte i lang tid er skjult. Ofte opdages den først, når det er for sent. Hos vilde dyr er det endnu sværere, da ZOO`s personale i hverdagen kun har dyrets adfærd at vurdere på. Der er ikke mulighed for at undersøge dyret nærmere uden bedøvelse. Ej heller som i dette tilfælde at kunne mærke knuden.

 

 

På alle måder en faglige spændende dag for os på Aalborg Dyrehospital. Men også trist.

På vej hjem tænkte jeg på, at 24 år nu også er en flot alder for en isbjørn. I naturen er den gennemsnitlige leveralder for en isbjørn 15-18 år og i fangenskab omkring 18 år. Så Lars var et gammel dyr.

Jeg tænkte også på, at dyrene i ZOO giver en unik mulighed for at komme tæt på disse prægtige dyr. Zoo gør en stor indsats for at få os til at blive interesseret i naturen og disse dyr. At få os til at forholde os til naturen. Jeg håber at dette gør, at vores behov for at bevare disse dyr i naturen skærpes. At vi bliver gjort bevidst om, at vi skal kæmpe for værn af dyrenes naturlige opholdssteder i naturen. At vi skal beskytte vores jord. Så i mine øjne har Lars liv været vigtigt. Det har givet os indsigt.

 

Dyrlæge Cert Onc

Berit Aakjær Sørensen

Aalborg Dyrehospital