Når den svære besked skan gives

Det kan være en følelsesmæssig rutsjetur at modtage dårlige nyheder om ens kæledyr. Det kan også være svært at skulle give besked

 

Som dyrlæge på Aalborg Dyrehospital (i snart 30 år) har jeg stor erfaring i at skulle formidle tunge budskaber til kæledyrsejere. Det er en vigtig del af mit arbejde, der giver mening, men udfordrer mig også. Jeg er, som dyrlæge, dyrenes ”advokat” og skal handle og rådgive i overensstemmelse med Dyrevelfærdsloven. Det vil bl.a. sige, at jeg som dyrlæge skal sørge for, at dyrene ikke udsættes for unødig lidelse og er forpligtiget til at afhjælpe lidelse.

 

Vi har i dag rigtig gode muligheder for at diagnosticere og behandle dyrene, så de sikres et længere liv med en god livskvalitet. Udfordringen kan være at bibringe ejeren viden om, hvordan det står til med kæledyret. Vi oplever ofte, at ejer ikke har mærket, at deres kæledyr har sygdomme hos sig. Dyrene er fra naturens hånd indrettet således, at de anstrenger sig for ikke at vise tegn på svaghed og sygdom. I naturen bliver de udstødt eller spist, hvis de ikke er raske. Derfor er det ofte meget svært for ejer at erkende, at der er noget galt. Det ældre dyr, er måske bare blevet lidt mindre aktivt og virker bare ”gammel” på ejer. Det er derfor ofte chokerende for ejer, når vi dyrlæger konstaterer, at dyret f.eks. går med smertevoldende tandsygdomme, gigt eller har tegn på begyndende organsvigt og derfor har behov for behandling. Medicinske sygdomme som f.eks. hjerte-, nyre eller leverlidelse viser sig ofte ved øget vejrtrækningshyppighed, øget tørst og urinering eller vægttab. Når vi stiller disse medicinske diagnoser, spørger ejer ofte, om dyret har smerter, da det umiddelbart er det værste man kan forestille sig. For mig at se er det lige så slemt at have kvalme (som f.eks. nyrepatienten) eller besværet vejrtrækning (som f.eks. hjertepatienten), som det er at have smerter i tænder eller led. Det er alt sammen unødig lidelse, som vi har pligt til at afhjælpe.

 

De fleste kæledyrsejere er forstående og er kun interesseret i at starte behandling, imens andre har brug for tid og mere information, inden de taget beslutning om behandling. Det er helt forståeligt, da mennesker er forskellige. Udfordringerne opstår især, hvis ejer har den generelle opfattelse, at dyrene ikke skal have medicin for at opretholde en god livslængde og livskvalitet. Det kan også være svært at formidle vores budskab, hvis ejer har fået en helt anden besked hos anden dyrlæge.

Det er helt naturligt, at man bliver ked af det, frustreret og evt. vred over, at ens kæledyr har levet med smerter eller anden ubehag og nogle har simpelthen svært ved at tro det. Vi dyrlæger og veterinærsygeplejersker skal være forstående i sådanne situationer og give ejere tid og rum til at forstå, hvad det er vi siger.

En af de klassiske situationer er når en ejer bringer en lille, ældre hund, der virker lidt stille og i øvrigt har dårlig ånde som eneste symptom. Efter almindelig klinisk undersøgelse kan vi konstatere, at hunden har udbredt og smertevoldende parodontose, og har brug for videre undersøgelse i form af tandrensning og tandrøntgen af alle tænder. Efterfølgende kan vi konstatere, at adskillige tænder bør opereres ud. Dette er typisk ikke dækket af sygeforsikringen og er derfor en væsentlig udgift for ejer. Det er her vigtigt, at ejer får indblik i de undersøgelser vi har lavet og får formidlet fund, herunder evt. gennemgang af tand-røntgenbilleder, for med egne øjne at se, hvor slemt det står til og hvad der bør gøres. Hund og kat lever generelt et bedre og sundere liv uden smertevoldende og betændte tænder og kan sagtens spise og fungere uden disse.

 

Modsat er der de tilfælde, hvor vi må fortælle kæledyrsejere, at det ikke er muligt eller rimeligt at fortsætte behandling.

Ofte har vi haft en patient i udredning og behandling gennem længere tid. Vi har diagnosticeret, behandlet, overvåget ved kontroller, justeret behandling og ender på et tidspunkt der, hvor vi vil anbefale at afslutte behandlingen og i stedet aflive patienten. At nå til den erkendelse kan være svært både for kæledyrsejer og dyrlæge. Dette især fordi jeg undervejs bliver knyttet både til patienten og ejer og derigennem har fået indsigt i, hvilken stor betydning kæledyret har for ejer.

Jeg forsøger altid undervejs i forløbet at plante ”et frø” til afskeden ved at sige, at det er helt OK og at jeg vil bakke op den dag ejer kan mærke, at det er ved at være tid til afslutningen.

 

Jeg hører ofte ejere til kritisk syge kæledyr udtale, at de ville ønske, at de ikke skulle tage beslutningen om aflivning, men at de ville foretrække, at kæledyret bare sov ind af sig selv. Det kan ske på en fredfyldt måde, men ofte er det en langtrukken og lidelsesfuld proces dyret skal igennem, hvorimod en aflivning foregår, stort set, uden ubehag for dyret. Det er os mennesker omkring, der mærker sorgen.

 

Vi har flere ældre medborgere, hvis eneste livsledsager er kæledyret. Det er kæledyret, der holder den ældre aktiv og derved er en stor del af den ældres livskvalitet. Omvendt ved vi også, at det er meget belastende at have en ”patient” i huset som kræver daglig behandling og overvågning, hvilket også kan slide på den ældres kræfter. Det kan derfor være en lettelse at give slip og lade kæledyret aflive, selvom sorgen over tabet altid vil være der.

 

Mange ældre er bekymrede for, om de kan klare at miste og derefter anskaffe sig et nyt kæledyr og er derfor overbeviste om, at dette er ”den sidste”.

 

Jeg siger altid, at jeg sjældent oplever en kæledyrsejer, der er for gammel til at have et kæledyr hos sig, men at jeg ofte oplever dem, der er for gamle til at undvære et kæledyr hos sig!

 

Vi søger at følge op på ejere, der har mistet et kæledyr og har desuden mulighed for at henvise til en hotline for sørgende kæledyrsejere, der har mistet. Dette kan være en rigtig god hjælp, idet der ikke altid er forståelse for denne type sorg i den nærmeste kreds omkring kæledyrsejeren.

 

Vi dyrlæger og veterinærsygeplejersker er altid klar til at tale de svære ting igennem. Det er ,blandt andet, det vi er her for.

 

Dyrlæge Mette Rønn-Landbo.

(DVM, GPCert(FelP))