Sygeforsikring af kæledyr

A hva’ for noget? Det lyder kedeligt og er det overhovedet relevant for mig? Svaret er ja!

Det er i den grad relevant, hvis jeres familie er beriget med en kær ven i form af en hund, kat eller kanin.

Kæledyr er som årene går i højere og højere grad et kært familiemedlem, og vi har dem i længere tid end tidligere. Forskning har medført ny viden indenfor mange områder, og vi går i dag generelt længere i udredningen af sygdomme samt behandlingen i takt med at kravene fra dyreejerne stiger. Dyrlægen skal kunne svare på et hav af spørgsmål, stå på mål for beslutninger truffet i et splitsekund, samtidig med at de konkurrerer med Dr. Google og Dr. Facebook. Dyrene kommer med på tur, uheld sker oftere og kravet til dyrlægehjælp døgnet rundt øges.

Det betyder at vores kæledyr besøger dyrlægen oftere, og udgifterne til dyrlægebesøg stiger.

Det er her sygeforsikringen kommer på banen. Den kan give økonomisk hjælp i de svære situationer, hvor økonomien sætter begrænsning for behandlingen.
 

I dag er det muligt at tegne 3 typer af forsikringer: Ansvarsforsikring, livsforsikring og sygeforsikring.

Ansvarsforsikringen er lovpligtig for hundeejere, og dækker skader hunden forårsager hos andre. Livsforsikring kan tegnes på unge dyr hyppigst hvalpe og killinger. Dækningen er forskelligt alt afhængig af forsikringsselskab, men meningen med den er, at den dækker i tilfælde af kæledyrets død og giver økonomisk hjælp til en ny hvalp eller killing.

Sygeforsikringen dækker som oftest udgifter ifm. sygdomsforløb og uheld. Størstedelen af de forsikrede kæledyr er hunde, herefter følger katte og kaniner. Hundene udgøre den største gruppe, da mange hundeejere bliver gjort opmærksomme på muligheden, når de tegner den lovpligtige ansvarsforsikring. Lovgivningen har ingen krav mht. katte eller kaniner, og det er derfor op til ejerne selv at undersøge mulighederne.

 

Der findes mange forsikringsselskaber, og det kan være svært at holde rede i, hvilken man skal vælge. Nogle selskaber er etablerede på markedet indenfor andre områder, mens nogle beskæftiger sig med dyr som primære fokus. I disse dage er der over 10 store spillere på markedet, og hvordan skal man lige vælge? Hvad er selvrisiko, og hvilke krav stilles der til dyreejeren?

 

Der laves årligt en oversigt over de forskellige firmaers priser og dækningsgrad. Denne kan udleveres hos din lokale dyrlæge, og de kan vejlede ved yderligere spørgsmål, men jeg vil prøve at fremhæve et par punkter, der er gode at tage stilling til i valget af forsikring.

 

Generel dækning

Sygeforsikringen dækker generelt ved akut opstået sygdom både i dagtimer og udenfor åbningstid. Konsultationen og videre udredning fx blodprøver, røntgenoptagelser, scanninger og operationer. Når man som dyreejer retter henvendelse med nogle symptomer oprettes et forløb hos dyrlægen. På forløbet takseres konsultationen og de relevante videre undersøgelser. Uanset om alt foregår på én dag eller deles op i flere omgange, er forløbet det samme. Nogle selskaber har en periode på fx 120 dage pr. forløb, og skal der behandling til udover dette, skal der betales en ny selvrisiko.

 

Selvrisiko og procentvis egenbetaling

De fleste selskaber kræver en selvrisiko. Den kan være forskellig fra selskab til selskab, og i nogle tilfælde betales pr. behandlingsforløb/diagnose. Nogle selskaber har en lav selvrisiko, men har derudover en egenbetaling på 10-20% af den samlede regning. Dette skal man være opmærksom på, da 10-20% af en større regning kan være flere tusinde kroner.

 

Længde

De fleste forsikringer dækker i dag livslangt, men enkelte ophører, når dyret fx fylder 10 år. Det er en vigtig detalje, da flere sygdomme optræder sent i livet, og det ville være ærgerligt at betale de første mange år for så, at forsikringen ophører, når den behøves.

 

Medicindækning

Dette er mest relevant, hvis man ejer en af de store hunderacer. Jo større dyr, jo mere medicin skal der anvendes. Medicinpriserne er bestemt af apotekerne, og prisen er derfor udenfor dyrlægens rækkevidde. En penicillinkur kan koste flere hundrede kroner, og det kan for nogle være en stor økonomisk hjælp at få.

 

Krav for dækning

Mange selskaber kræver at kæledyrene årligt sundhedstjekkes og får de nødvendige vaccinationer. Denne udgift dækkes ikke.

 

Det med småt

Nogle forebyggende undersøgelser og behandlinger dækkes ikke. Dette gælder som oftest tandrensninger og drægtighedsundersøgelser.

Alt afhængig af race kan flere sygeforsikringer skrive sig ud af bestemte sygdomme, som er kendte problemer hos racen. Det kan fx være ledproblemer hos store hunderacer, vejrtrækningsproblemer ved fladnæsede racer eller tandproblemer. Hos kattene er tandresorptioner altid et vigtigt punkt at tjekke, da nogle selskaber yder hjælp, mens andre ikke gør.

Har man avlsdyr, er det vigtigt at tjekke om forsikringen yder fødselshjælp og hjælp til kejsersnit, da det ofte sker udenfor åbningstid og kræver stor økonomi.

 

Der er mange ting at forholde sig til ift. forsikringer. I har måske hørt dyrlægen omtale sygeforsikringer og anbefale at få den tegnet. Det er vigtigt at huske på, at dyrlægen ikke gør dette for at tjene penge på flere undersøgelser. Dyrlægen anbefaler det, så økonomien ikke skal beslutte, hvornår der kan behandles, og hvornår der i stedet skal siges farvel. For mange er det et enkelt lille besøg udenfor åbningstid, så er policen tjent hjem, mens der ved større skader kan hentes hjælp til flere års betalinger.

 

Skulle du sidde med flere spørgsmål kan din dyrlæge eller de enkelte forsikringsselskaber kontaktes.

Vi på Aalborg Dyrehospital vil benytte lejligheden til at ønske jer alle en rigtig dejlig sommer. Pas på jer selv og jeres dejlige kæledyr i sommervarmen.

 

Dyrlæge Pernille Møller

Aalborg Dyrehospital